Helle Kristensen
Mit navn er Helle H. Kristensen. Jeg er født i 1963 og har været dagplejer siden 1992. Jeg bor midt i Skave på Viborgvej 252. Her bor jeg med mine 3 hunde, som er adskilt fra børnene. Jeg har 2 voksne piger og 3 dejlige børnebørn.
Jeg er aktiv, udadvendt og et positivt menneske. Jeg lægger vægt på ærlighed, åbenhed og et godt forældersamarbejde. Det er vigtigt med en god dialog omkring børnenes trivsel.
Det er vigtigt for mig, at børnene udvikler sig, og får en masse udfordringer, der giver læring i en glad og tryg hverdag. Jeg støtter børnene med masser af anerkendelse.
Jeg holder utrolig meget af mit arbejde, og det er en stor tilfredsstillelse for mig, at sende børnene videre med en god ballast i rygsækken.
Jeg har en stor have med sandkasse, cykler, traktor, gynger, hængekøjer, karrusel og alt hvad et barn har lyst til at lege med. Derude kan børnene bruge deres motorik på en anden måde. Jeg har også et stort rum i vores hus, hvor vi opholder os i løbet af dagen. Her leger vi og styrker fin- og grov motorikken, og sanserne udfordres, på alle mulige måder. Vi laver motorikbaner, så børnene skal kravle op og ned, over og under. Jeg går gerne en tur til skoven, så børnene kan lege i et naturområde.
Jeg deltager i Skave gruppens fælles arrangementer, hvis det forgår i Skave i gåafstand. Dagplejen i Skave har deres egen legeplads, hvor vi mødes med de andre dagplejere. Her lærer børnene de andre børn og voksne at kende. Vi er så heldige, at vi har gymnastiksalen på skolen en gang i ugen. Her laver vi gymnastik med musik og bevægelse.
I årenes løb, har jeg taget en del kurser og efteruddannelse. Jeg syntes det er vigtigt at dygtiggøre sig, så vi får et højt fagligt niveau. Jeg er DUÅ Dagplejer og så er jeg motorik dagplejer. Det går jeg meget op i og elsker at se børn udvikle sig. Vi synger og leger med kreative ting til jul, påske og fastelavn, jeg syntes også selv det er sjovt.