Heidi Vestergaard
Jeg hedder Heidi Vestergaard. Jeg bor ved Hvam lidt uden for Borbjerg på en nedlagt landejendom med min mand, Peter, og vores 2 børn. Huset har separat dagplejeindgang samt legerum og en stor lukket have med terrasse, hvor børnene kan boltre sig. Vi har to udekatte, som passer sig selv. Vi er en røgfri familie.
Jeg har tidligere været Au Pair i USA, arbejdet i vuggestue og været efterskolelærer.
Jeg vægter en hverdag, hvor der er plads til det enkelte barns behov og tilpasser derfor også altid dagens aktivitet ud fra børneflokkens humør og temperament.
Jeg holder meget af at bruge kroppen, både i mit arbejde og i min fritid, hvor jeg dyrker gymnastik. Jeg laver derfor også ofte motorikbaner mm. både ude og inde. Derudover nyder jeg også at være kreativ med børnene og have dem med i køkkenet.
Vi mødes til gymnastik og legestue med de andre dagplejere 2 gange om ugen.
Det er vigtigt for mig at børnene hjælper til med det de nu kan. Det kan fx være: at dække bord, finde mad frem, rydde op, hente æg ved hønsene osv.
Jeg arbejder ud fra de styrkede læreplanstemaer for Dagplejen i Holstebro Kommune og ligeledes Kost og Hygiejne politikkerne.
Jeg sætter stor pris på et åbent og ærligt samarbejde med jer forældre.