Lisa Fly Steensen
Jeg hedder Lisa og er fra årgang 78. Jeg er gift med Peter og har 3 børn. Lucas årgang 12, Lærke årgang 09 og Laura årgang 06. Vi bor i et nybygget hus fra 2012 på 220 m2. Adressen er Under Egen 57 i Halgård. Huset er 100% røgfrit og vi holder heller ingen husdyr. Desuden er huset udstyret med Genvex, hvilket er ensbetydende med et rigtig godt og sundt indeklima. Vi har en dejlig have, som vender ud mod stort fællesareal. Hele grunden er hegnet ind, og vi har en låge ud til fællesarealet. I haven er der en stor sandkasse, nedgravet trampolin, stor og robust sansegynge samt en babygynge.
Jeg har været dagplejer siden 2012 og jeg er rigtig glad for mit arbejde. Som person er jeg kærlig, god til at se det enkelte barns behov, anerkendende, rolig, imødekommende, give børnene tryghed og en masser krammere.
I det daglige arbejder jeg meget med læreplanstemaerne. Jeg lægger bl.a. stor vægt på motorik og bevægelse. Jeg nyder det sociale og laver også mange aktiviteter med andre dagplejere. Desuden går vi i legestue i Mejdal hallen en gang om ugen. Jeg synger, leger og laver en masse kreative ting med børnene. Jeg elsker at lave kreative ting og udfordre børnene på den måde. Vi tager tit på tur. Vi kunne enten finde på at smøre en madpakke og gå en tur ned i skoven, eller gå en tur ned til fårene og køerne og spise vores madpakker dernede. Motion og frisk luft er godt for os alle.
For mig er det vigtigt at kosten er sund og varieret. Derfor serverer jeg også sund og varieret kost til alle mine måltider, formiddag, frokost og eftermiddag. Jeg elsker i øvrigt at bage hvilket jeg gør ca. 3 dage om ugen. Derfor bliver der meget tit serveret sunde og fiberrige grovboller her.
Jeg har været på grundkursus for dagplejere, jeg har været på et psykologi kursus, et kommunikations kursus, og vil i fremtiden gerne deltage i andre kurser, hvis jeg mener det kan dygtiggøre mig indenfor mit fag.
Jeg vægter forældresamarbejde rigtig højt. For mig er det vigtigt, at der er en åben dialog mellem jer forældre og mig som dagplejer. God og positiv kommunikation og samarbejde omkring jeres børn er vigtigt for mig. Det er jo jeres guldklumper det hele drejer sig om.
Billeder fra min dagpleje