Sys Poulsen

Mit navn er Sys Poulsen og jeg er fra 1969. Jeg bor centralt i Tvis i et dejligt hus med stor have. Jeg bor sammen med Martin, og har selv 3 store børn.

Jeg er tidligere uddannet social og sundhedsassistent, men har fra 2010 til 2019 arbejdet som pædagogmedhjælper i daginstitutionen Grøftekanten i Tvis. De sidste år arbejdede jeg fast i vuggestuen, hvor jeg også blev DUÅ uddannet.

Som dagplejer i Tvis kan jeg først og fremmest tilbyde jer, og jeres barn, en tryg og nær hverdag, hvor jeg vil understøtte og stimulere dit barns udvikling.

Jeg arbejder ud fra de pædagogiske læreplaner, hvilket vil sige, at barnets udvikling, sociale kompetencer, sprog, krop & bevægelse, naturen og kultur alle er integrerede dele af vores hverdag.

Der er så meget at lære, når man er 0 – 3 år. Det kræver tid og nærvær. Tid til fordybelse, så dit barns naturlige drivkraft, nysgerrigheden, kan blive stimuleret.
Og tid til, at alle de nye og spændende indtryk også kan bundfælde sig og blive til positiv erfaring for dit barn.

Jeg tilstræber at skabe en tryg og forudsigelig struktur i hverdagen, hvor det giver mening, f.eks. i vinke-farvel-situationer, når vi spiser og når det er puttetid.

Når vi er på gulvet, er det spontanitet og den børnestyrede leg jeg understøtter.

Vores hus og have er rammen om hverdagen, hvor livsglæde og positiv opmærksomhed er kodeordene.

Her mødes vi, vinker farvel til far og mor, leger, tumler, bygger huler, læser historier, balancerer, spiser og drikker, øver de lidt besværlige ting, sover en dejlig middagslur, kører traktor, gynger, griner, graver, synger, danser, klipper og klistrer og meget mere.

Tvis har også et dejligt, trygt lokalsamfund og det betyder, at vi ofte vil gå i skoven for at lege og udforske. Eller gå til en af flere hyggelige legepladser i byen.

En formiddag i ugen er vi sammen med de andre dagplejere i byen, enten i Tvis Hallen eller ude i naturen. Disse besøg er med til skabe nye relationer for dit barn, og betyder også, at en evt. gæstedagpleje ikke er helt fremmed.

Foto

Billeder fra min dagpleje

Bolig 2

Bolig