Marie Bjerregaard

Jeg har været dagplejer siden januar 2009. Jeg vil karakterisere mig selv som udadvendt, nærværende, engageret og anerkendende i mit arbejde med børnene. I 2005 afsluttede jeg den pædagogiske grunduddannelse, som jeg har stor glæde af i det daglige arbejde som dagplejer. Jeg har udvidet førstehjælp som vi får fornyet hver andet år.

Jeg er gift med Morten og sammen har vi 3 børn fra 2001, 2007 og 2010. Jeg er ikke ryger og mit hjem er 100 % røgfrit. Vi har 2 kaniner i haven som børnene har stor glæde af.

Værdier i mit arbejde

Jeg elsker mit arbejde med børnene og føler mig privilegeret ved, at være med til at give dem en god og stabil rygsæk til videre brug i børnehaven/livet.
For mig er det vigtigste at skabe en tryg og harmonisk hverdag, der er med til at fremme barnets muligheder for en god udvikling og med rig mulighed for at udfolde sig. Mit mål er, at barnet gennem hverdagen opleve nærvær, tryghed og tid til at blive set og hørt – med andre ord: være i centrum. Jeg prioritere tid til fordybelse i legen, da det er med til at udvikle fantasi og kreativitet, og barnet dermed lærer noget om sig selv og omverden.
I dagplejen arbejder vi løbende med de 6 læreplanstemaer og minisprogpakken og tager diverse kurser/fordrag for at dygtiggøre os.

Vores hverdag

Jeg vil skabe en indholdsrig hverdag, hvor børnenes forskelligheder og forskellige alderstrin vil blive tilgodeset. Dette vil jeg gøre med faste rutiner, men også ved at opleve nye og spændende ting. Jeg prøver at få dagen tilrettelagt således, at den bliver udfordrende, stimulerende og afvekslende. Vi er ude hver dag, i det omfang vejret tillader det. Vi bruger meget naturen og dens fire årstider lige fra sne, spirer der gror, sommer og sol - til bladene, der falder af træerne. Hver årstid har sin charme. Vi elsker at lege i haven, i sandkassen, køre på scooter/løbecykel og gå en tur på dagplejens legeplads (Tumlebo), eller tage på cykeltur ud i det blå med madpakker og undersøge blomster, dyr og få en fælles oplevelse. Vi tegner, maler, synger, bager og bliver blandt andet inspireret af naturen, som vi med stor fornøjelse gerne tager med indenfor.

I vinterhalvåret går vi i legestue og til gymnastik, til stor glæde for børnene og de voksne. Vi deltager i de arrangementer der bliver afholdt i Mejrupgruppen bl.a. bedsteforældredag, julegudstjeneste, juletræsfest, dagplejens dag og meget mere. Det styrker barnets forståelse af, at være en del af et større fællesskab og børnene har stor glæde af hinanden.

Jeg prioritere et godt forældresamarbejde højt. For at jeres barn skal føle sig trygt, skal I også føle jer trygge ved at aflevere jeres barn i dagplejen. Jeg vil inddrage jer i børnenes hverdag ved at fortælle om dagens hændelser, små guldkorn, der er sagt eller sket. Der vil altid være tid til en snak, og I er velkomne til at ringe eller skrive en sms for at høre, hvordan det går.

Velkommen i dagplejen

Foto